Karsprængninger
Mange mennesker oplever, at blodkarrene på benene bliver mere synlige. Karsprængninger forsvinder desværre ikke af sig selv, og har som åreknuder en tendens til at forværres med alderen.
For de fleste mennesker er karsprængninger normalt en rent kosmetisk gene, og de kan som regel ikke mærkes. Men der er dog også nogle der oplever forskellige grader af ubehag i forbindelse med de synlige blodkar.
Inden en behandling påbegyndes, vurderer vi kredsløbet i benene. Hvis der er åreknuder, tilråder vi normalt behandling af disse, da åreknuder øger trykket i de overfladiske vener på benene. Det kan resultere i gendannelse af røde og blå karudvidelser, selv efter en succesfuld behandling.
Kartyper og behandlingsformer
Hos Ambulantkirurgi.dk bruger vi den nyeste teknologi inden for fjernelse af karsprængninger. Herved kan vi tilbyde en mere sikker behandling og et flot resultat.
Der findes tre behandlingsformer:
- Større og dybtliggende karudvidelser (åreknuder) – behandles med endovenøs laser eller kirurgisk.
- Blå og røde karudvidelser behandles med mikrosklerosering, dvs. injektion af en væske i karrene eller laser.
- Spindelvævstynde, røde, overfladiske karudvidelser behandles med Laser.
Større dybtliggende karudvidelser
Har man større og dybtliggende karudvidelser på benene, bedre kendt som åreknuder, skal disse først behandles – se Åreknuder.
Behandling af karsprængninger med Mikrosklerosering
Mikrosklerosering er en gennemprøvet og anerkendt behandlingsform, hvor man fjerner eller reducerer karsprængninger med små indsprøjtninger af en væske, der får karrene til at lukke sig og forsvinde.
Behandlingen foregår ved at specialuddannede læge eller sygeplejerske, med en tynd nål sprøjter væsken ind i karsprængningerne, hvorved de trækker sig sammen og lukkes. Det er en behandling de typisk tager 20 – 30 minutter.
Behandling af karsprængninger med Laser
Ved en laserbehandling sender man en intens lysenergi mod det røde farvestof i blodlegemerne, som findes i de overfladiske kar i huden. Herved opnås en lukning og fjernelse af karret. Ved hjælp af laserens præcise påvirkning af karret, opnås en direkte påvirkning af karrene uden at beskadige de øvrige dele af huden. De behandlede kar fjernes af kroppens egne reparationssystemer i løbet 1- 3 mdr. uden dannelse af ar.
Der lægges lidt gel på huden hvor der skal laserbehandles og herefter lægges et laserprisme forsigtigt på huden, og de nødvendige antal lys-pulser aktiveres. Ved hver lyspuls mærkes et lille stik eller varme. Huden beskadiges ikke under behandlingen, da prismet nedkøler hudens overflade. Behandlingen varer typisk 10-20 min, afhængigt af hvor omfattende behandlingen er.
Efter behandling af karsprængninger på ben (sklerosering eller laser)
Normalt kan patienten køre hjem efter behandlingen og gå på arbejde dagen efter. Man skal dog undgå sport i 1-2 uger efter behandlingen for at give ro til lukning af karrene.
De første 1-2 måneder efter behandlingen (eller så længe karrene er påvirkede af behandlingen), bør man absolut undgå sol, da soleksponering kan medføre misfarvning af det behandlede område. Dette klares lettest med en solcreme med faktor 50 eller derover.
Bivirkninger ved behandling af karsprængninger
Der kan opstå en let misfarvning af huden ved injektionsstederne og af de behandlede kar. Dette består af blodpigment, som ligger i huden. Denne misfarvning forsvinder som regel efter 3 til 12 måneder, men den kan dog hos enkelte være vedvarende.
I de behandlede områder kan der til tider opstå et fint forgrenet net af spindelvævstynde kar. Det viser sig som en let rødmen – typisk på indersiden af knæene eller efter behandling af karudvidelser på lårene. Rødmen kan i visse tilfælde behandles med fornyet sklerosering eller Laser.
Ved behandling med Laser, kan der i enkelte tilfælde opstå solskoldningslignende hudreaktion med sårdannelse, er huden er mørkfarvet eller for nylig er blevet solbrændt inden behandlingen. Der kan efterfølgende i ganske få tilfælde opstå midlertidigt tab af pigment (lysfarvning af huden) på områder, der tidligere var belagt med sår. Hvis huden er for solbrun til, at behandlingen kan foretages, må man komme til behandling på et senere tidspunkt.
Resultatet af behandling af karsprængninger
Behandlingen medfører i langt de fleste tilfælde fine og tilfredsstillende resultater. Effekten kan variere fra person til person, men oftest vil en stor del af karrene forsvinde i løbet af 2-3 måneder efter behandlingen.
Hvor mange behandlinger kræves der ved karsprængninger
Antallet af behandlinger afhænger af, hvor mange karsprængninger og hvor stort et område, der skal behandles. Den tilknyttede speciallæge vil oplyse, hvor mange behandlinger der vil give det optimale resultat. Behandlingerne kan foretages med en uges interval.